Den der alder er ikke bare et tal, når alt kommer til alt.

Jeg har lige skrevet til min søn, han bliver 48 år i dag! Og sidst i august, bliver min datter 47 år! Så lige nu føler jeg mig rigtig gammel! Og jeg har også en datter der bliver 37 til oktober. Så jeg har da bevist, at jeg ikke altid har været gammel!

I øvrigt har alder ikke noget med de år man er at gøre… det er noget man selv bestemmer! Det har noget med det at gøre, at holde sig frisk inde i hovedet. Det er meget vigtigt. Hvis jeg gav fanden i det hele, og brugte min tid på at se fjernsyn, og gik bag Laila oppe i Kvickly med en indkøbsvogn, og bare sagde ja og amen til alt, så ville jeg hurtigt blive gammel! Og dem har jeg fandeme set alt for mange af!

Men sådan bliver jeg aldrig, og heller ikke Laila. Vi har for længe siden bestemt, at når vi mærker tiden nærmer sig, så melder vi os som frivillige i en eller anden guerillabevægelse i Sydamerika eller Afrika, og bliver skudt på en fornuftig måde! Så kan vores børn også høre om os i TV-Avisen… blandt de dræbte var også et ældre ægtepar fra Næstved!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *