Bangebuks og lune hveder

Jeg er normalt ikke særligt bange af mig, det har jeg oplevet for meget til, men nu er jeg blevet lidt nervøs for at skrive noget her på siden. Forleden skrev jeg lidt om en tegnefilm, som jeg stadig synes var både idiotisk og unødvendig, og så rullede lavinen!

Sidens skarpsindige politiske analytikere fandt deres blå og røde jumbotusser frem, og skrev politiske bogstavkombinationer i to farver, og i et tempo der gjorde mig helt svedt. Og jeg forstod heller ikke meget af det, det meste gik langt over mit lille hoved.

Jeg havde ellers et forslag til, hvor man kunne bringe Danmarks økonomi på fode. Jeg ville foreslå, at vi meldte os ud af EU, og ind i Norge. De har en sund økonomi og bedre laksefiskeri. Men jeg skal nok holde min kæft, ellers bliver jeg bare tromlet ned igen.

Så jeg vil nøjes med at minde jer om, at det er i aften vi skal spise lune hveder. Men tør jeg nu også skrive det? Sæt nu, at der her på siden findes fundamentalistiske katolikker, der mener at reformationen var en misforståelse, og at Luther var en skiderik, og at alle de mange bededage skal genindføres. Så har jeg et problem igen.

Nå, nu er det for sent, jeg har jo skrevet det, og så må jeg stå ved det. Som Luther sagde: “Jeg kan ikke andet!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *