Er det sundt at kede sig?

I går talte jeg med en mand der kedede sig. Han var gået på efterløn, efter at have haft et trist og ensformigt arbejde, men alligevel kedede han sig, og kunne ikke få tiden til at gå. For fanden, han er fri, og kan gøre hvad han vil, inden for straffelovens rammer, og alligevel keder han sig! Jeg kunne godt være kommet med idiotiske forslag til hvad han kunne bruge tiden til. F.eks. at lure Jivaro-indianerne kunsten af, og lære at lave skrumpehoveder. Eller skrive en bog om intertekstualiten hos James Joyce, med det havde bare en dumhed fra min side. For det er nok et problem der er større end jeg går rundt og tror, og der er ingen grund til at lave grin med alvorlige ting.

Men heldigvis kender jeg flere der er glade for at være gået på efterløn. Der er f.eks. min gamle kollega, der købte et nedlagt landbrug på Lolland, og begyndte at spille sækkepibe. Så hvis man er rigtig uheldig, kan man se, og især høre ham, når han marcherer hen ad landevejen i sin skotske kilt, og blæser så kreaturerne bisser! Der er flere andre der også har fået noget ud af deres arbejdsfri liv, men det skal jo ikke være for langt, det her. Så ganske kort. Når Laila stopper med at arbejde, vil hun lære at spille violin og til Afrika for at skyde en løve. Det med violinen lyder skræmmende, men det med løven er fint nok… bare hun holder sig fra girafferne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *