Gal eller normal, når man skal med DSB?

Min 12 årige søn skulle for første gang køre med toget. Det var en oplagt mulighed for at introducere ham til  billetkøb, så han fremover er helt med på, hvordan han skal gebærde sig, når han sådan skal med de offentlige transportmidler.
Det skulle dog vise sig at blive en helt anden seance, end den jeg havde forestillet mig.

Vi ankommer til Næstved station 30 min før tid. Vi vil gerne være sikre på, at der er tid til det hele.
Den flinke unge mand i 7/11 kiosken byder os hjerteligt velkommen og spørger, hvad vi ønsker:

“Jeg vil gerne købe en billet fra Næstved Station til Nykøbing Falster.”

” Det kan du ikke, men du kan købe en fra Ringsted til Nykøbing.”

“Undskyld, jeg er lidt forvirret. Kan jeg købe en fra Ringsted??” (Mit ansigt er nu forvredet i et smil a la “er jeg med i skjult kamera”)

” Ja, ” svarer den unge mand. Han er lige så desorienteret som mig.

Han må helt sikkert tage pis på mig, men jeg forsøger igen.

“Men jeg skal fra Næstved til Nykøbing, så hvorfor skal jeg købe en billet fra Ringsted?”

” Jamen det er fordi det er inden for sammen zone.”

” Af hvad? ” (jeg er tydeligvis stået HELT af nu)

Jeg spørger forsigtigt: ” men så koster den da mere? ”

” Ja bestemt,” siger den unge mand, nu lettere svedende. “Men du kan købe en billet i automaten” Han peger ud mod indgangen.

Okay, så må vi det. Automaten er åbenbart klogere og mere effektiv end personalet.
Efter mange forsøg i automaten, lykkes det os rent faktisk at få købt en enkelt billet fra Næstved til Nykøbing til min søn. Der er dog kun mulighed for at betale med dankort og ikke kontanter.
Jeg vil helst købe en retur billet, da sønnen ikke skal stå i samme situation som nu, når han skal retur til Næstved senere på dagen.
Så vi går den vante gang tilbage til kiosken.
Køen er blevet længere.. Godt vi er i god tid.

Nu bliver vi mødt af en sød dame, der gerne vil hjælpe os.

” Vi har lige købt en enkelt billet til Nykøbing, men vil også gerne have en retur, men det kunne jeg ikke få lov til i automaten, så jeg regner med, at jeg kan købe den her?”

” Nej det kan du ikke. Du kan kun købe den ene vej”

Nu er jeg ved at miste min tålmodighed, og synes faktisk de efterhånden er lidt for åndssvage i deres stive systemer.

“Hvorfor kan jeg ikke købe en retur billet?

” Det er, fordi den er på tid”

Det her må være årets joke, den værste af slagsen.

“Altså, skal jeg forstå det sådan, at jeg køber en billet til toget, som er tidsbegrænset. Det er da noget mærkeligt noget. Så du siger, at jeg ikke kan købe en billet til Nykøbing i forvejen?”

” Korrekt. Den skiller ved Ringsted. Der begynder STS zonerne, og så er det ligesom busserne. ”

“Så når min søn skal hjem igen, så kan han kun købe en billet til Næstved i automaten, ellers skal han i kiosken købe en billet til Ringsted, som er indenfor samme zone, men som er dyrere?

” Ja det er helt rigtigt”.

“Undskyld mig, men det forstår jeg simpelthen ikke”

” Nej det gør vi egentlig heller ikke.”

Jeg giver op, og takker for hjælpen. Der er kun få minutter til toget kører.

Jeg får sat sønnen fint af sted på toget.

På vej hjem i bilen slår det mig at de 100 kr i kontanter, jeg har givet ham med til billetten, kan han ikke købe billet for i automaten, for den tager kun dankort!!!…. Så uanset hvad, så må han gå den slaviske gang til kiosken for at købe en billet til Næstved, som skal være til Ringsted, fordi det er i sammen zone og oven i købet er dyrere.

Jeg er ikke sikker på, at jeg fik lært min søn, at de offentlige transportmidler er nemme at finde rundt og navigere i.

PS. Synes det er tankevækkende jeg kan bestille og købe togbilletter flere måneder i forvejen fra København til Jylland, og jeg kan købe flybilletter kloden rundt, døgnet rundt, men jeg kan ikke få lov til at købe en retur billet samme dag fra Næstved til Nykøbing.

 

One thought on “Gal eller normal, når man skal med DSB?

  1. Inger-Marie Shiraishi Nielsen

    Ja DSB har vi godt nok ikke været heldig med. Jeg bander altid offentlig transport i Danmark langt væk når jeg er hjemme. Jeg føler ikke det er særlig brugervenligt, i forhold til så mange andre steder i verden.

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *