Ting jeg ikke kan styre, skræmmer mig…. Jeg fylder rund, igen!

Det der med at blive ældre, dét har jeg aldrig været særlig god til.
Krisen kommer snigende et halvt års tid før fødselsdagen. Jeg undres over, hvor tiden blev af, gør status over det, jeg har gjort og nået. Og nok mest status over alt det, jeg IKKE har nået. Min sortseer er i levende live i månederne før dagen.

I år er det ekstra slemt.
Jeg runder et skarpt hjørne. Nr. 40 én af slagsen.
Og den bider i hele skroget.

Image 1Det der med at vi ældes med ynde, det passer ikke. De to herrer som jeg for ganske kort tid siden, savlede over hver torsdag i Beverly Hills, er bare ikke blevet pænere med alderen. Og hvis de ikke er (trods alverdens monétos og botoxbehandlinger), så tør jeg da slet ikke kigge mig selv i spejlet.

Folk forklarer mig, at det bare er et tal. At jeg er ung og selv bestemmer, HVOR gammel jeg egentlig er. Jeg VED godt, hvor gammel jeg er. Jeg er 40 år i skroget og 28 år i hovedet. Og de der 28 år har på ingen måde ændret sig de sidste ti år.

For 10 år siden holdt jeg den vildeste fest. Det er en fest, som alle husker, med stripper, havefest, 50 gæster og dans til den lyse morgen, for lige at slutte af med at bade i fjorden.

Og dét kære venner, kan jeg på ingen måde leve op til i år.

Forestillede mig noget i stil med havefest, dans (vi danser for lidt) drinks med paraplyer, selskabslege, bål og kager én masse. Og ALLE jeg kender skulle med. De kunne bare komme forbi til et glas et eller andet!

Havde helt klart fejlvurderet hvor mange mennesker jeg egentlig har i min omgangskreds – og hvor mange unger de har – så da de første 20 mennesker havde sagt ja, meldte virkeligheden sig og med dårlig samvittighed måtte jeg helt fravælge at invitere de mennesker, jeg endnu ikke havde nået at få med. Realitetssansen ramte mig. Tanken om dårligt vejr, og alle de mennesker i min stue, gik bare ikke i spænd.

Det er nu på søndag, om to dage.
Og vejrudsigten siger regn.

Vil nu forsøge at presse borde og stole nok ind i vores lille køkkenalrum, fuldkommen som tetris (det er jeg nemlig gammel nok til at vide hvad er).

Nødplanen til de voksne…hæld en masse drinks på dem, så de ikke opdager, at de sidder på skødet af hinanden.

Det eneste jeg virkelig ønsker mig, er godt vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *